Jesper Jul

Jesper Jul

1973-2016

Vi mindes Jesper som var med til at starte Tatakau


Michael Krøls ord om Jesper:


Forholdet til min gode ven

Jesper Jul (1973-2016),

medstifter af Tatakau Karate


Året er 1992 og Jesper er 19 år gammel. Tre år yngre og nyoptaget i talentudviklingstruppen for under 18 år i DKF, kom dagen hvor vi skulle prøve kræfter med juniorlandsholdet! Min modstander var en lidt for stor mundfuld og jeg tabte min kamp. Fyren jeg stod overfor var selvfølgelig Jesper. Lige efter kampen hev han fat i mig og begyndte at give mig gode råd. Det var vores første møde, og det skulle vise sig, at vi skulle stå side om side i mange år frem.


I 1997 kommmer Jesper til Musashi i Valby, hvor han blev en del af det berygtede hold, Ekikin, som blev kørt hårdt af Kai og Lone sensei. Her startes et fantastisk “trænings-venskab” (som blot betyder, at når vi var sammen, var vi begge i gi. Det var det eneste der betød noget). Da Oliver Saré kommer året efter styrkes holdet yderligere og trekløveret bliver langsomt dannet. Næste store event, som betød kolossalt meget for os alle tre, er SKIF’s EM i Valby-hallen 2001. Jesper kæmper fantastisk og placeres som den bedste individuelt. Hans energi følger med i hold- turneringen og vi vinder på hjemmebane - uforglemmeligt!


“Trekløveret” tager så rub og stub de næste mange år frem til 2009. Her tænker jeg hold DM i kumite. De sidste år kæmper vi ikke blot for guldet, men for vores fælles store forbillede: Kai Lundager sensei. Vores træningsvenskab fortsætter. Nu er det blot hos Zen-to Kickboxing klub under den meget dygtige træner Lars Krusaa. I 2015 lokker Jesper først mig og derefter Oliver til Mikenta Muay Thai i Albertslund ved B. Talarek og S. Weise - et stærkt makkerpar. Det er en underdrivelse, når jeg siger, at det var et game Jesper kunne lide. Det kulminerede, da Oliver og jeg heppede på sidelinjen til Mikenta Fight Night; den stakkels tysker i ringen anede ikke hvad der ventede ham! Allerede under opvarmningen fik både Oliver og jeg tydeligt at mærke han var klar og det betød meget for ham, at han havde os lige hvor vi skulle være. Jeg var glad for det ikke var mig der skulle i ringen med ham!


Til sidst vil jeg gerne sige lidt om det forhold vi havde udenfor kampsportssalen. Vi kom tættere og tættere sammen som årene gik, også udenfor dojo’en. I mange år, selv efter et venskab på adskillige år, havde jeg ingen idé om hvor Jesper boede (og vice versa). Det var helt fint. Loyalitet og respekt var virkelig noget man skulle gøre sig fortjent til; og jeg havde Jespers og han min. Blod og sved bandt os tæt sammen. Tårene kom også. Her var Jesper også manden, der sagde de sidste og stærke ord til Kai sensei’s bisættelse efter en hård kamp mod kræft.

Vores venskab blev brat afbrudt i slutningen af 2016 af en uretfærdighed, der ikke er til at forstå. Men du lever videre hos Oliver og jeg. Du er altid med til træning, både i krop og sind gamle ven.


Logo for Tatakau

Jesper stifter Tatakau i 2012 med Felix

Ramø. Jeg kan huske Jesper og jeg

talte om klubmærke. Jeg havde været

til Italian Open flere år tilbage, og jeg der var nogle rigtige barske kæmpere; ikke de italienske landsholdskæmpere, men kæmpere fra den berygtede politi-organisation Carabinieri. Vores logo er inspireret af netop dette logo (se billede). Jesper var jo også en dygtig politimand (og hundefører), og hver gang jeg ser vores klubmærke, er det Jespers ånd og fightervilje, der skinner igennem. Jeg ser det som min hovedopgave, at sørge for, at alle (kommende) dan-bærere udover de tekniske krav, udviser fighter-vilje og respekt.


 

 Mine erfaringer indenfor kampsport/kampkunst Mine rødder er Shotokan Karate (SKIF, stiftet af H. Kanazawa). Jeg blev gradueret 1. dan i november 1991 og 2. dan i 1993 begge ved daværende Teknisk Udvalg. Til VM i Milano 1997 består jeg til 3. dan gradueret af H. Kanazawa. Sidste graduering var ved Koga sensei i 2003, hvor jeg bestod til 4. dan. Derefter fokusede jeg primært for det sportslige aspekt. Den traditionelle KarateDo var dog hele tiden min rygrad.


Fra 1988-95 trænede jeg i TIK KarateDo under Kai Lundager og Lone Hansen. Kai Lundager har altid været mit store idol, og jeg følte i mange år dem begge som værende mine “karate-forældre”. I 1995-05 i Musashi (i perioden under Kai Lundager og Lone Hansen) og i 2005-9 i Solrød Karate Klub med Jesper Jul og Oliver Saré. Karate-linjen på Solrød Gymnasium blev dannet i 2008 og fungerede godt i otte år. Flere af danmarks topkæmpere har været tilknyttet, bl. a. Katrine Lionett, Mike Bjerregaard og Jonas Pallesen. Kick-boxing i Zen-to under Lars Krusaa (daværende landstræner) fra 2009-14. Siden 2015 har jeg trænet Muay Thai i Mikenta, som supplement til karaten. I 2017 blev jeg tilknyttet Tatakau karate og udnævnt til chefinstruktør i januar 2019. I 2020 ændrede vi strukturen, så jeg blev en del af Teknisk Udvalg sammen med Oliver Saré og Ken Vestergaard.


Det er mit mål, at præge TATAKAU med den ånd som Jesper stod for og på bedst mulig måde være tro mod den traditionelle karate, som Kai Lundager og Lone Hansen har givet mig.


Kort udpluk af resultater i karate (1988-2009)

- 25 gange officiel DM-vinder i karate: 15 er i individuel kumite (kamp), 9 i hold kumite og 1 i hold kata (med Kai sensei og Jesper Vinther)

- Grand Champion i 5 år (hvoraf 4 var i træk), dvs. DM-vinder af både egen og åben vægtklasse.

- Sølv US Open 2005 i Las Vegas (individuelt) og Bronze i hold-kumite (med bl.a. Oliver Saré)

- Guld EM SKIF hold, 2001 (med bl.a. Jesper Jul og Oliver Saré og coach Kai sensei)

- Guld Austrian Open, Golden League turnering, 2006

- Guld ved Nordiske mesterskaber i åben vægtklasse

- Bronze, officielt EM, Madrid 1994

Udpluk af resultater i kickboxing (2009-14) Vinder af Danish Open 2009 (let-kontakt) samt Nordic Open 2009 (fuld kontakt). Repræsenterede landsholdet (-75 kg) i venskabskamp mod Sverige. Dansk mester i kick-boxing (fuld kontakt) samt vinder af Irish Open (fuld kontakt) i 2013, hvorefter jeg stopper med at konkurrere (record 12-1). Eneste nederlag var til en tidligere norsk europamester i finalen til Danish open i 2010. Det var fortjent.

Michael Blomgren Krøl Instruktør Tatakau Karate 4. Dan, SKIF